Hæmatologien får et boost på OUH med to nye professorer
Hæmatologien på OUH har pr. 1. november fået et gevaldig løft med hele to nye kliniske professorer, der skal hjælpe patienter med lymfekræft samt ikke maligne blodsygdomme.
Som et led i den rivende udvikling vi ser inden for lymfekræftområdet med stadig bedre muligheder for diagnosticering, prognosticering og behandling samt forståelse af sygdommenes biologi, har man nemlig valgt at ansætte specialeansvarlig overlæge Thomas Stauffer Larsen i et nyt professorat.
Thomas skal i professoratet videreføre hans forskning i særligt de aggressive B-celle-lymfomer samt videreudvikle cellulær terapi på OUH, hvor han var en af pionererne bag etablering af OUH som CAR T-celle-behandlingscenter. Sammen med blandt andre professor Torben Barington fra Klinisk Immunologisk Afdeling har Thomas Stauffer Larsen stået i spidsen for etablering af Centre for Cellular Immunotherapy of Haematological Cancer Odense (CITCO), som i 2020 blev tildelt status som OUH Eliteforskningscenter.
De ikke maligne hæmatologiske sygdomme har også fået et boost med fornyelse af professor Henrik Frederiksens professorat. Henriks primære forskningsområder er de klassiske (ikke-maligne) hæmatologiske sygdomme og de komplikationer og nedsat livskvalitet som aldring, skrøbelighed og diagnoser med andre kroniske sygdomme medfører for patienter med hæmatologisk kræft. I sin nye stilling vil Henrik desuden varetage det overordnede ansvar for hæmatologiske forskning ved OUH og SDU samt for undervisningen af studerende inden for samme felt.
Henrik vil ud over sit nye professorat også overtage opgaven som forskningsleder og lægelig leder for den kliniske hæmatologiske forskningsenhed ved OUH og SDU.
Begge nye professorer har både nationale og internationale netværk i særklasse, som du kan læse meget mere om i pressemeddelelserne, som du kan finde links til her;
Et stort tillykke til både Thomas og Henrik med de nye professorater – og tillykke til os alle med så gode kræfter til at understøtte det hæmatologiske forskningsområde og den fremtidige patientbehandling på OUH!