Skip til primært indhold

Fra forskning til forandring – ny forskningsstrategi er netop landet

OUH og Klinisk Instituts fælles forskningsstrategi er klar til at tegne forskningen hos de to organisationer i årene 2026-2030.

-Vi har store ambitioner med vores nye fælles forskningsstrategi. Vi ønsker at bringe forskning af højeste internationale kvalitet tættere på klinikken til gavn for patienter, pårørende og sundhedsvæsenet; fortæller en glad Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør og ansvarlig for forskningen på OUH.

Sammen med Klinisk Institut har OUH netop lagt sidste hånd på en fælles forskningsstrategi, som skal sætte retningen for forskningen i de to organisationer i perioden 2026-2030. Processen for strategien har forløbet sig over det sidste års tid og har inddraget forskere, klinikere, patienter, pårørenderepræsentanter og kommunale aktører for at sikre det bedste resultat, fortæller Klinisk Instituts institutleder Rikke Leth-Larsen; - Vi har haft en lang proces, hvor vi har haft rigtig mange interessenter med ind over. Det har været omfangsrig, men vi er så taknemmelig for hver og en af de forskellige input, som vi har modtaget, da det gør, at vi i dag står med en stærkere strategi, som vi håber, at mange kan se sig selv i.

Strategien bygger på tre temaer, som skal styrke forskningens relevans, kvalitet og samfundsmæssige impact:

  • Forskning på tværs – med mennesket i centrum
    Forskningen tager udgangspunkt i hele patientforløbet og arbejder på tværs af diagnoser, fagområder og sektorer. Strategien lægger vægt på samarbejde med det nære sundhedsvæsen, på samspillet mellem psykiatri og somatik og på at inddrage patienter og pårørende som aktive medskabere.
  • Stærke forskningsmiljøer – som drivkraft for udvikling
    Strategien skal understøtte opbygningen af stærke forskningsmiljøer, der kan omsætte idéer til ny viden og innovative løsninger. Nationale og internationale partnerskaber, life science, kliniske forsøg, avancerede terapier, sundhedsteknologi og strategisk anvendelse af sundhedsdata skal være med til at skabe rammerne for forskning af høj kvalitet.
  • Forskningens vej – fra idé til impact
    Strategien har også fokus på, at forskningen hele vejen fra idé til implementering kan omsættes til konkret værdi eller impact i samfundet. Målrettet forskerstøtte, tydelige karriereveje, stærk forskningsledelse og systematisk formidling skal sikre, at forskningen skaber reel værdi – både i forhold til patientbehandling, nye sundhedsteknologier og samfundsløsninger.

-Vi håber, at vi med den nye forskningsstrategi kan være med til at løfte forskningen på OUH og Klinisk Institut de næste år; fortæller Rikke Leth-Larsen.

Det er Bjarne Dahler-Eriksen enig i og tilføjer afslutningsvis; -Vi ser frem til i fællesskab med forskere, klinikere, patienter og pårørende samt øvrige samarbejdspartnere at omsætte strategiens ambitioner til konkrete handlinger i de kommende år.

Er du interesseret i at læse den nye forskningsstrategi, kan du finde strategien her.

APPFWU01V