Skip til primært indhold

Forskere ønsker at sikre bedre overlevelse og livskvalitet hos patienter med uhelbredelig brystkræft

4.877 kvinder og 45 mænd bliver hver år diagnosticeret med brystkræft ifølge Kræftens Bekæmpelse. Heraf vil ca. 1/3 få konstateret uhelbredelig brystkræft med spredning. Det er de patienter, som lektor Marianne Vogsen fra forskningsenheden på Onkologisk Afdeling på OUH og Klinisk Institut og hendes forskerkollegaer fra Nuklearmedicinsk Afdeling ønsker at hjælpe i MONITOR, som er et nyt forskningsprojekt.

-Vi ønsker at forbedre overlevelse og livskvalitet for patienter med uhelbredelig brystkræft, som desværre er en sygdom, der kræver livslang medicinsk behandling. Samtidig er det vores mål at øge patienternes indsigt og indflydelse på eget behandlingsforløb via skræddersyede og patientvenlige digitale løsninger til fælles forståelse og fortolkning af deres undersøgelsesresultater, forklarer Marianne Vogsen.

Hun forklarer, at hun sammen med hendes forskerkollegaer via tre understudier i forskningsprojektet håber på at kunne være med til at;

  1. øge patienternes overlevelse og livskvalitet ved at benytte en mere følsom scanningsmetode (PET/CT), der mere nøjagtigt kan guide de kliniske beslutninger omkring behandlingsændringer (MONITOR RCT)
  2. opspore brystkræft-specifik DNA ved hjælp af en blodprøve, som kan påvise behandlingssvigt tidligere end scanninger. Derved kan blodprøven forhåbentlig bruges til at guide lægen til, hvornår der er behov for at foretage en ny scanning (MONITOR ctDNA)
  3. udvikle en patientvenlig og digital løsning sammen med patienterne til den fælles forståelse og fortolkning af undersøgelsesresultater, som kan integreres i en beslutningshjælper til brug i konsultationen mellem patient og læge (MONITOR SHARED)

Forskningsprojektet har netop modtaget 2 millioner fra Danmarks Frie Forskningsfond under formålet delstillinger. Projektet igangsættes i foråret 2025 til stor glæde for Marianne Vogsen og hendes forskerkollegaer; - Jeg er bare jublende lykkelig og meget taknemmelig for bevillingen, som nu giver mig endnu større mulighed for at bidrage til forbedret diagnostik og behandling af brystkræft til fordel for vores patienter.

Held og lykke til Marianne og hendes forskerkollegaer med projektet – og tak til Danmarks Frie Forskningsfond for bevillingen!

Forskningsprojektet er en del af et stort international forskningsprojekt (PREMIO COLLAB), hvor forskere fra OUH arbejder tæt sammen med kollegaer i Europa under EU's Horizon Europe Cancer Mission.

APPFWU02V