Er medicin eller fysisk træning bedst til at holde knoglerne stærke – eller måske en kombination?
OUH og SDU forskere får Novo Nordisk Fonden bevilling til at undersøge og sammenligne de fysiske gevinster ved at spille fodbold med en forebyggende medicinsk behandling, når det kommer til knogle- og muskeltab hos kvinder efter overgangsalderen.
Er medicin eller fysisk træning bedst til at holde knoglerne stærke – eller måske en kombination? Dette spørgsmål vil blive undersøgt hos 45-60-årige kvinder i et nyt projekt støttet af @Novo Nordisk Fonden.
For første gang skal projektet direkte sammenligne de fysiske gevinster ved at spille fodbold med en forebyggende medicinsk behandling. Den ene af initiativtagerne bag forskningsprojektet professor og knogleforsker @Moustapha Kassem fra @Klinisk Institut og @Endokrinologisk Afdeling på OUH fortæller; -I dette projekt samarbejder vi med idrætsforskere for at undersøge nye muligheder for at forebygge knogle- og muskeltab hos kvinder efter overgangsalderen. Knogle- og muskeltab øger nemlig deres risiko for at udvikle osteoporose, der tidligere var bedst kendt som knogleskørhed.
Den anden initiativtager til forskningsprojektet professor @Peter Krustrup fra @Institut for Idræt og Biomekanik på SDU glæder sig også til at komme i gang; -Vi har adskillige gange vist, at fodboldtræning har store helbredsmæssige gevinster, og vi kan med rette sige, at ’football is medicine’. Det bliver utrolig spændende at sammenligne direkte med medicinen i dette projekt og at undersøge, om der er supplerende effekter ved at kombinere fodboldtræning med tabletmedicinering
De deltagende kvinder vil blive delt ind i fire grupper. To af dem skal spille fodbold, hvoraf den ene gruppe samtidig skal tage medicin. En gruppe får udelukkende medicin, mens den sidste fungerer som kontrolgruppe, der hverken skal tage medicin eller spille fodbold.
Før, undervejs i og efter forsøget vil deltagerne få testet deres knogleomsætning, knogletæthed, knoglemasse, muskelstyrke og muskelmasse.
-Knogleomsætning handler om balancen mellem nedbrydning og opbygning af knoglevæv, og kroppens evne til at genopbygge falder med alderen, hvilket kan føre til osteoporose, forklarer @Florence Figeac, lektor ved Endokrinologisk Afdeling på OUH og daglig leder af projektet.
Hun afslutter med at konkludere; -Den nuværende medicinske strategi for osteoporose er baseret på behandling af sygdommen frem for forebyggelse. Positive resultater i vores projekt vil gøre det muligt for os at gøre en betydelig forskel for kvinders knoglesundhed efter overgangsalderen.
Forskningsprojektet RapaLoad har modtaget 8.852.000 DKK fra Novo Nordisk Fonden til at undersøge, hvordan to forskellige ”anti-aging”-tiltag kan påvirke muskler og knogler hos postmenopausale kvinder, det vil sige kvinder, som har passeret overgangsalderen.
Stor tak til Novo Nordisk Fonden fra OUH for den flotte bevilling!
Læs mere om forskningsprojektet i SDU nyheden her.
Fotokredit: Kristina Pfeffer, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet