11,8 millioner kroner skal styrke forskningen i senfølger efter kræft
Flere mennesker overlever kræft, men for mange stopper sygdommens konsekvenser ikke, når behandlingen er afsluttet. Med et nyt femårigt professorat støttet af Knæk Cancer skal Karin Brochstedt Dieperink fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital styrke forskningen i senfølger og bidrage til bedre hjælp til tidligere kræftpatienter i hele landet.
Kræftbehandling redder liv, men kan også sætte varige spor. Mange mennesker oplever senfølger efter et kræftforløb, som kan påvirke deres hverdag, arbejds- og familieliv og livskvalitet længe efter, at behandlingen er afsluttet.
Derfor har Knæk Cancer bevilget op til 11,8 millioner kroner til et femårigt professorat, der skal styrke forskningen i senfølger efter kræft og kræftbehandling.
Professoratet er tildelt Karin Brochstedt Dieperink, der er professor ved Klinisk Institut, SDU og Odense Universitetshospital. Målet er at skabe mere viden om, hvordan senfølger kan forebygges, opdages og behandles, så flere tidligere kræftpatienter og deres pårørende kan få den hjælp, de har brug for.
-Vi er blevet rigtig gode til at behandle kræft, men vi skal også blive bedre til at hjælpe de mennesker, der lever med konsekvenserne bagefter. Med professoratet får vi mulighed for at styrke forskningen og skabe ny viden, som kan gøre en konkret forskel for patienterne og de pårørendes liv efter kræft, siger Karin Brochstedt Dieperink.
-Når man har arbejdet med det her område i så mange år, ved man også, hvor meget der stadig er at gøre. Derfor er jeg både glad og stolt over, at vi nu får mulighed for at tage forskningen et skridt videre. I sidste ende handler det om, at mennesker, der har været igennem et kræftforløb, skal have de bedst mulige forudsætninger for at leve et godt liv bagefter.
Det nye professorat skal bygge videre på erfaringerne fra de tre nationale senfølgecentre og styrke både forskningen og det nationale samarbejde på tværs af landets senfølgeklinikker.
Stort tillykke fra OUH til Karin med den flotte bevilling - vi glæder os til at få mere viden om, hvordan vi kan støtte vores kræftpatienter og kræftoverlevere endnu mere i fremtiden.
Vil du læse mere om professoratet og forhåbningerne hertil, kan du læse mere i nyheden fra SDU, som du finder linket til her.
Du kan også læse mere i nyheden fra Kræftens Bekæmpelse her.