Skip til primært indhold

Tobias Windedal

SDCO

The impact of pramlintide on top of semaglutide in obese people with prediabetes

Forekomsten af overvægt øges i hele verden, det gælder også i Danmark. Svær overvægt er knyttet til en række sygdomme og betydelig øget dødelighed. For de fleste er livsstilsændringer desværre utilstrækkelige for at opnå og vedligeholde varigt vægttab. Imidlertid er kirurgisk behandling af overvægt kun anbefalet til den sværeste gruppe overvægtige grundet risikoen for kirurgiske komplikationer og langvarige følgevirkninger.

Inden for medicinsk behandling af både type 2 diabetes og overvægt har lægemidler i gruppen af Glucagon Like Peptide 1 receptor agonister (GLP-1RA) de seneste år vist sit værd. Hormonet GLP-1 har mange effekter i kroppen, blandt andet sænker den hastigheden som maven tømmer sig, øger mæthedsfølelsen, påvirker forskellige aspekter af ens spisemønster og sult fornemmelse. Vores mæthedsmekanisme styres også af Amylin, som er et andet tarmhormon, der frigøres sammen med insulin fra bugspytkirtlen. Disse tarmhormoner, amylin og GLP-1, har mange lignende effekter både på fordøjelse og appetit. Imidlertid er den kombinerede effekt af amylin og GLP-1 sparsomt undersøgt, især på spisemønster og forskellige aspekter af appetitregulering.

Vi ønsker derfor at undersøge effekten af kombinationen af en amylin analog - Pramlintide og en GLP-1RA - Semaglutid, på appetit, spisemønster og metabolisme hos overvægtige med præ-diabetes.

Semaglutid er markedsført som Ozempic® og Wegovy® til behandling af henholdsvis type 2 diabetes og overvægt. Der er observeret en stor variation i behandlingseffekten blandt individer som får semaglutid, men også med andre vægttabsmediciner. Aktuelt er den bedste prædiktor for samlet vægttab til behandling, opnået vægttab efter ca. tre måneder. Med flere stoffer på markedet er det dog uhensigtsmæssigt at være nødt til at prøve sig frem blandt tilgængelige lægemidler.

En gruppe forskere testede for nylig et koncept med at individualisere behandlingen ud fra resultaterne fra en række fysiologiske tests. De fandt, at når behandlingen blev valgt ud fra de fysiologiske test, så var der ca. dobbelt så mange, som opnåede et betydeligt vægttab. Det skaber håb om, at en grundig karakteristik kan bidrage til individualisering af behandlingsvalg hos personer med overvægt. Vi ønsker derfor også at udforske, om det ud fra en overvægtskarakterisering er muligt at forudse, hvem der får bedst effekt af behandlingen med semaglutide, med eller uden pramlintide.

Projektets formål

Vi har to hovedmål med vores studie:

  1. At undersøge kombinationen af lægemidlerne pramlintide og semaglutid på appetit, sult, mæthed, glukoseomsætning og fordøjelse hos overvægtige personer med præ-diabetes. 
  2. At undersøge om vi, baseret på resultaterne fra en række fysiologiske tests forud for behandlingsstart, kan forudse, hvem der får bedst effekt af behandling med semaglutid med eller uden pramlintide.

Projektets hypotese(r)

Pramlintide kombineret med semaglutid reduserer appetit mere end semaglutid alene Karakterisering af deltagernes “overvægtstype” forud for behandlingsstart kan bruges til at forudsige effekten af behandlingen med semaglutid og semaglutid kombineret med pramlintide.

Studie design

Studiet vil vare 26 uger i alt, og er designet som et såkaldt; dobbel-blindet, randomiseret, placebo kontrolleret studie. Alle deltagerne vil modtage behandling med ugentlige injektioner med semaglutid, i gradvis eskalerende doser, op til max 2.4mg/uge (lavere dosis accepteres). Efter 24 uger vil deltagerne blive randomiseret til at modtage enten pramlintide eller placebo(saltvand) i tillæg til semaglutid i to uger. Pramlintide/placebo vil blive givet med en bærbar pumpe som en kontinuerlig infusion.

Studiets begrænsninger

Studiet er begrænset af den korte periode som pramlintide vil blive givet, samt det lille antal deltagere.

Studiets kliniske signifikans

Resultaterne af vores studie vil bidrage med viden om hvorvidt det er muligt på individniveau at forudsige effekten af vægttabsmedicin. På den måden kan man tilbyde individualiserede patientforløb, hvor behandlingen skræddersyes den enkelte. Dette vil være til gavn både for patienten, der får den mest effektive behandling, og for samfundet, som sparer penge ved at tilbyde den korrekte behandling til patienten.

Patientinddragelse

For at undgå unødige fagudtryk, samt sikre forståelse af projektet blev studiet præsenteret for deltagerpanelet i SDOI. Dette vil også blive gjort med deltager informationen forud for
rekruttering.

APPFWU01V