Skip til primært indhold

Ashok Ganeshalingam

Endokrinologisk Afdeling

Home-based Intervention with Semaglutide Treatment Of Neuroleptics-Related Prediabetes(HISTORI)


 

 

Patienter med skizofreni har en 2-3 gange højere dødelighed end den generelle befolkning. Det skyldes bl.a. behandlingen med anti-psykotisk medicin. Denne medicin er nødvendig for at dæmpe symptomer på skizofreni, men medicinen øger appetitten, hvilket gør at mange bliver overvægtige og dermed udvikler præ-diabetes. Præ-diabetes udvikler sig ofte til regelret diabetes.

Et nyere dansk studie peger på at livslængden hos mænd og kvinder med skizofreni er reduceret med hhv. 20.1 og 15.9 år. Omkring 1/3 af overdødeligheden tilskrives såvel type 2 diabetes, som udvikles af 10-15 %, og hjertekarsygdom, som man er i øget risiko for at udvikle, når man har præ-diabetes eller diabetes. Det menes i særdeleshed at være hjertekarsygdom, der påvirker livslængden.

Livsstilsændringer har ikke kunnet modvirke udvikling af præ-diabetes og hjertekarsygdom hos patienter med skizofreni. Det har ført til øget fokus på medicinsk behandling, bl.a. med GLP-1 lignende medicin, som anvendes til behandling af type 2 diabetes. GLP-1 lignende medicin kan bidrage til øget mætheds-fornemmelse, hvilket reducerer fødeindtag og dermed mindsker vægtstigningen, som ofte ses under behandling med skizofreni-medicin. Herudover har GLP-1-medicin den fordel, at det øger insulinfrigivelsen og insulinfølsomheden, hvorfor medicinen er effektiv til behandling af både regelret type 2 diabetes og præ-diabetes.

Endelig kan de gavnlige effekter på vægt og blodsukker forklare, at GLP-1-medicinen ydermere har gavnlige effekter på forekomsten af hjertekarsygdom. De tidligere studier har set på GLP-1 lignende hormoner, som skal anvendes dagligt. Dette har været en begrænsende faktor, da patienter med skizofreni, grundet deres psykiske sygdom, kan have svært ved at fastholde denne behandling. 

Formål

At undersøge, om Semaglutid, som er et GLP-1 lignende lægemiddel, der kun skal gives en gang ugentligt, har en positiv virkning på patienter med skizofreni i antipsykotisk behandling. Vi vil se på, om behandlingen kan medføre et fald i langtidsblodsukker, vægt og kolesteroltal, samt risikomarkører for udvikling af hjertekarsygdom. Herudover vil vi se på om GLP-1-medicinen kan forbedre forsøgsdeltagernes skizofrenisymptomer og livskvalitet.

Studiedesign

Undersøgelsen foregår ved at give Semaglutide eller blindpræparat (placebo) en gang om ugen i 30 uger. Behandlingen skal administreres af projekt-sygeplejersker. Herved sikres, at deltagerne rent faktisk får medicinen korrekt. Virkningen af lægemidlet skal måles i blodet, vurderes ved vægt og blodtryk og ved hjælp af relevante spørgeskemaer. I blodprøverne måles langtidsblodsukker, insulinmængden, kolesteroltal, andre vigtige hormoner med betydning for sukkeromsætningen. Spørgeskemaer skal bidrage til at belyse forekomsten af skizofrenisymptomer, appetitregulering og selvoplevet livskvalitet. Blodprøverne vil blive gemt i en forskningsbiobank i 15 år til fremtidig forskning, hvor efter de vil blive destrueret. Benyttelse af biologisk materiale fra forskningsbanken forudsættes af en ny godkendelse fra videnskabsetisk komite.

Begrænsninger

GLP-1 medicin kan give bivirkninger i form af kvalme, mavesmerter, forstoppelse, tynde afføringer, nedsat appetit og vægttab m.m. Lavt blodsukker er en teoretisk bivirkning, men denne bivirkning er sjældent forekommende og oftest set under behandling i kombination med andre type lægemidler som sænker blodsukkeret hos patienter med etableret type 2 sukkersyge. Der er ikke beskrevet alvorlige bivirkninger ved Semaglutid, ej heller mentale/psykiske bivirkninger. Der kan forventes frafald grundet bivirkninger i gruppen med Semaglutide behandling og frafald fra placebogruppen ved manglende vægttab.

Klinisk betydning

Forskningsprojektet bygger på en teori om, at Semaglutid har en gavnlig effekt på skizofrene patienter i behandling med anden generations antipsykotika ved at sænke langtids-blodsukker, bidrage til vægttab og herigennem bedre blodtryk og kolesteroltal. Det vil samlet forebygge forekomsten af hjertekarsygdomme. Behandlingen af skizofreni er kompliceret, da der observeres stort frafald i fastholdelse af medicinsk behandling, dels grundet udvikling af bivirkninger til medicin og dels grundet vægtøgningen, der kan være på helt op til 1 kg per måned i den første periode. Det vil være til stor gavn for de personer, der behandles med antipsykotisk medicin, deres familier og for samfundet, hvis semaglutid kunne bruges til at modvirke udvikling af type 2 sukkersyge og hjertekarsygdomme hos personer i antipsykotisk behandling, og samtidig håber vi, at det kan bidrage til fastholdelse af relevant behandling for skizofreni.

Projektets design er løbende revideret i samarbejde med patienter med skizofreni og deres pårørende.

APPFWU02V