Klinisk Forskningsenhed i Afdeling D
Den Kliniske Forskningsenhed på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D arbejder med forskning, der skal forbedre behandling og omsorg inden for kvindesygdomme samt graviditet, fødsel og barsel. Forskningsenheden planlægger og gennemfører forskningsprojekter, der er forankret i det kliniske arbejde på OUH. Vi vægter patientsikkerhed og høj faglig kvalitet, og alle vores medarbejdere er uddannet i at gennemføre sikker og ansvarlig forskning.
I den kliniske forskningsenhed på Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling arbejder vi med at udvikle og gennemføre forskning, der skal forbedre behandlingen inden for kvindesygdomme og graviditet. Målet er at skabe ny viden, som kan komme til gavn for kvinders sundhed.
Patientsikkerhed og høj faglig kvalitet i forskningen
Forskningsenheden planlægger og gennemfører forskningsprojekter med stort fokus på patientsikkerhed og høj faglig kvalitet. Samtidig er enheden med til at sikre, at alle forskningsprojekter følger gældende regler. Alle medarbejdere i den kliniske forskningshed er uddannet i Good Clinical Practice (GCP), som er en international standard for, hvordan man gennemfører sikker og ansvarlig forskning. Medarbejderne har desuden forskellige sundhedsfaglige baggrunde, og det tværfaglige samarbejde er med til at sikre høj kvalitet i forskningen.
Forskningsenhedens rolle og opgaver
Den kliniske forskningsenhed i Afdeling D har en central rolle i afdelingens forskningsprojekter. Forskningsenheden står for at planlægge, koordinere og gennemføre aktiviteterne. Det indebærer både praktiske og administrative opgaver som samarbejdsaftaler, økonomi og håndtering af data. I det daglige er forskningsenheden også i kontakt med de patienter eller pårørende som deltager i forskningen. Det kan for eksempel være at informere og rekruttere deltagere, gennemføre studiebesøg og indsamle oplysninger til forskningen. Forskningsprojekterne i afdelingen kan vare i både kortere og længere tid, og foregår ofte i samarbejde med andre afdelinger på Odense Universitetshospital, andre hospitaler i Danmark og samarbejdspartnere i udlandet.
Igangværende forskningsprojekter i den Kliniske Forskningsenhed
Æggestokkekræft er en alvorlig sygdom og en af de hyppigste årsager til kræftdød blandt kvinder. Mange af dem der rammes, er over 70 år.
Formålet med dette forskningsprojekt er at undersøge om vurdering på ældremedicinsk afdeling, sammen med målrettet træning hos en fysioterapeut, kan hjælpe flere til at gennemføre den planlagte kræftbehandling og blive opereret. Samtidig arbejder forskningsprojektet på at udvikle et screeningsværktøj, der kan hjælpe med at finde de kvinder, som er mere sårbare og skrøbelige, og som derfor kan have særlig gavn af ekstra støtte og forberedelse før behandlingen. Målet er at sikre, at flere patienter får behandling og støtte, der er tilpasset deres behov.
Dette forskningsprojekt er for kvinder og par, som deltager eller har deltaget i COPL (se mere under afsluttede projekter) og som efterfølgende er blevet gravide. I projektet har deltagerne mulighed for at blive fulgt tættere under graviditeten med ekstra scanninger og blodprøver.
Formålet med dette forskningsprojekt er at undersøge, hvor meget børn bliver udsat for såkaldte per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) under graviditeten og gennem amning i barnets første leveår. Samtidig ser forskningsprojektet på, om disse stoffer kan have betydning for sundheden hos både mor og barn. Undersøgelsen foregår ved hjælp af blodprøver, prøver af modermælk og spørgeskemaundersøgelse.
Op mod 11% af alle kvinder oplever blødning efter overgangsalderen. Hos en mindre del af disse kvinder (ca. 5-10%) skyldes det kræft i livmoderen.
Formålet med dette forskningsprojekt er at undersøge om nye og mere skånsomme metoder kan bruges til at opdage sygdommen. Forskningsprojektet ser på om prøver, som kvinder selv kan tage (urinprøver og prøver fra skeden), samt celleprøver taget hos lægen, kan være lige så gode til at finde kræft som de nuværende undersøgelser med ultralyd og eventuelt vævsprøver. Målet er at gøre det lettere og mere skånsomt at undersøge kvinder med symptomer.
Overvægtskirurgi kan gøre det lettere at blive gravid og kan samtidig mindske risikoen for komplikationer under graviditeten, som er forbundet med overvægt. De mest almindelige operationer, gastrisk bypass og gastrisk sleeve, kan dog påvirke kroppens blodsukker. Efter operationen kan blodsukkeret stige hurtigt efter et måltid og derefter falde igen, fordi kroppen danner mere insulin.
Formålet med dette forskningsprojekt er at få en bedre forståelse af, hvordan blodsukkeret hos gravide påvirkes af de forskellige typer af overvægtskirurgi. Forskningsprojektet undersøger også, hvordan disse ændringer i blodsukkeret kan have betydning for barnets vækst under graviditeten, samt hvordan man bedst kan undersøge for graviditetsdiabetes hos kvinder, der tidligere er blevet opereret for overvægt.
Afsluttede forskningsprojekter i den Kliniske Forskningsenhed
Graviditetstab er meget almindeligt. Mindst hver fjerde ønskede graviditet ender i et tab. Ofte skyldes det, at fosteret ikke udvikler sig normalt, men nogle gange mister kvinder også en graviditet, hvor fosteret ellers er raskt.
Formålet med dette forskningsprojekt var at blive klogere på, hvorfor graviditetstab opstår. Desuden var det at forstå forskellen på tab af syge og raske fostre, så udredningen og behandlingen bedre kunne tilpasses den enkelte. På længere sigt var målet er at finde nye måder at forebygge og behandle graviditetstab på.
Læs mere om projektet her: COPL - Graviditetstab
PCOS er en tilstand, hvor der er ubalance mellem kroppens hormoner. Det betyder blandt andet, at æggestokkene danner flere mandlige hormoner end normalt. Det kan føre til symptomer som uregelmæssige menstruationer, øget hårvækst og akne. Hvis tilstanden ikke behandles, kan det også påvirke ægløsningen og gøre det sværere at blive gravid.
Dette forskningsprojekt var et internationalt randomiseret studie, som undersøgte tre forskellige kombinationer af medicin til behandling af polycystisk ovarie-syndrom (PCOS). Deltagerne i forskningsprojektet blev tilfældigt fordelt i fire grupper, som hver fik en af de tre behandlingskombinationer eller placebo. På den måde kunne man sammenligne, hvilken behandling der virkede bedst.
De fire grupper var:
- Pioglitazon (PIO)
- Pioglitazon sammen med Spironolacton (SPIO)
- Pioglitazon sammen med Spironolacton og Metformin (SPIOMET)
- Placebo
Forskningsprojektet undersøgte om en tablet, der indeholdt tre forskellige lægemidler, var en effektiv behandling af PCOS, både i forhold til at mindske symptomerne og forebygge langsigtede konsekvenser, især i forhold til fertilitet.
RSV er en almindelig virus, som ofte giver symptomer, der minder om forkølelse, såsom løbende næse, feber og hoste. Hos spædbørn kan infektionen i nogle tilfælde blive alvorlig og føre til vejrtrækningsproblemer, høj feber eller lungebetændelse. Formålet med forskningsprojektet var at finde ud af, om medicinen kunne beskytte mod disse mere alvorlige sygdomsforløb.
Dette var et landsdækkende forskningsprojekt, som undersøgte en ny medicin (MK-1654), som kunne være med til at forebygge infektioner i de nedre luftveje forårsaget af RSV.
Dette var et internationalt forskningsprojekt, som undersøgte hvor effektiv og sikker medicinen Fezolinetant var for kvinder med moderate til svære hedeture i forbindelse med overgangsalderen. Forskningsprojektet omfattede kvinder, som ikke kunne eller ønskede hormonbehandling. Formålet var at finde ud af, om medicinen kunne være et godt alternativ til at lindre generne ved hedeture i forbindelse med overgangsalder.
Formålet med dette forskningsprojekt var at afprøve et nyt medicinsk apparat, der bruger lys (fototerapi) som behandling. Forskningsprojektet undersøgte, om denne type behandling kunne være et alternativ til de nuværende behandlinger af to almindelige vaginale infektioner: svamp og bakteriel vaginose.
I dette forskningsprojekt blev der undersøgt, hvor godt HPV-vaccinen Gardasil virker på lang sigt. Desuden blev der målt niveauet af antistoffer i blodet hos de personer, der deltog i forskningsstudiet FUTURE2 i perioden 2002–2007.
Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, om prøver taget fra livmoderhalsen også kunne bruges til at opdage kræft i livmoderen og æggestokkene. Samtidig blev der taget en blodprøve, hvor man analyserede små spor af arvemateriale fra eventuelle kræftceller (ctDNA) i blodet.
Formålet med dette forskningsprojekt var at få mere viden om seksuel sundhed hos patienter, der var blevet behandlet for en blodkræftsygdom. Desuden undersøgte forskningsprojektet, om en kombineret indsats med forskellige typer støtte og behandling kunne gennemføres og have en positiv effekt hos patienter, mens de var i behandling med stamcelletransplantation (HSCT).
Formålet med forskningsprojektet var at undersøge en særlig behandlingsform, hvor opvarmet kemoterapi (HIPEC) gives direkte i bughulen i forbindelse med en operation for kræft i æggestokkene. Projektet skulle give mere viden om, hvorvidt denne behandling kan forbedre effekten af operationen og dermed være til gavn for patienterne.