Skip til primært indhold

Operation af bagfod

Du skal have opereret din bagfod. Operationen kan fjerne eller mindske smerter, som skyldes slidgigt eller leddegigt i bagfoden. Operationen kan også rette en fejlstilling eller stabilisere foden, hvis du har en lammelse.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.

Faste
Du skal faste før din aftale. Det betyder:

  • 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
  • 2 timer før din aftale skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Lige inden du stopper med at drikke, anbefaler vi, at du drikker et glas saftevand eller sodavand med sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter bedøvelsen.

Det er vigtigt, at din mavesæk er helt tom. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Du kan se en kort video om faste på www.ouh.dk/faste .

Du kan se filmen “Bedøvelse af voksen” på www.ouh.dk/bedøvelse-voksen eller ved at scanne QR-koden.

QR-kode til informationsfilm

Rygning

Hvis du ryger, anbefaler vi, at du stopper mindst 6 uger før operationen. Så heler såret bedre.

Sørg for transport hjem

Du må ikke selv køre hjem, så du skal sørge for, at nogen henter dig på sygehuset eller tage offentlig transport hjem.

Smertestillende medicin

Sørg for at have smertestillende medicin med paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex) til efter operationen.

Sygemelding

Du skal forvente at være sygemeldt, hvis du er i arbejde. Der er stor forskel på, hvornår du kan begynde at arbejde igen. Det afhænger af, hvilket arbejde du har. Hvis du har tungt fysisk arbejde eller et arbejde, hvor du går meget, kan du forvente at være sygemeldt i op til 5 måneder. Vi anbefaler, at du taler med din arbejdsgiver. Det er ofte muligt at starte tidligere på nedsat tid med lettere, stillesiddende opgaver.

Fakta

Du må ikke have sår på foden eller anklen, når vi skal operere dig. Hvis du får et sår, skal du ringe til os på det telefonnummer, som står i dit indkaldelsesbrev.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, forsøger vi at holde dig og dine pårørende godt informeret. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Sådan foregår operationen

Ved operationen fjerner vi ledbrusken i bagfodens 3 led. Vi sætter leddene sammen med skruer. Leddene vokser derefter sammen på samme måde som efter et knoglebrud.

Efter operationen

Efter operationen er foden hævet, og du kan have smerter. Du kan tage hjem, når du kan klare dig med de hjælpemidler og den støtte, vi sætter i gang for dig. De fleste kan tage hjem dagen efter operationen.

Bagfoden mister sin bevægelighed ved operationen. Du kan stadig bevæge ankelleddet frit op og ned.

Mulige komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Komplikationer og risici ved denne operation kan være:  

  • betændelse
  • sår på huden
  • tryk fra bandagen
  • smerter omkring arret
  • manglende heling af knoglerne.

Risikoen for betændelse er lille. Vi giver dig antibiotika i forbindelse med operationen for at forebygge det.

Sår på huden ses sjældent. Det kan forsinke dit forløb, men såret kan som regel hele.

Hos enkelte patienter heler knoglerne ikke. I så fald kan en ny operation blive nødvendig.

Når du kommer hjem

Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Walker-støvle

Du skal beskytte foden med en stor bandage, som kaldes en walker-støvle, i 3-4 måneder. De første 6 uger må du ikke støtte på foden. Du skal bruge krykker, når du bevæger dig rundt. Vi vurderer under din indlæggelse, om du har behov for en kørestol.

Du skal have walker-støvlen på hele døgnet. Du må åbne den, når du er vågen, sidder ned og har benet højt.

Se video om walkerstøvle på www.ouh.dk/walkerstøvle eller ved at scanne QR-koden.

QR-kode til informationsfilm

Gangtræning

Du kan starte på gangtræning, når hævelsen er faldet nok, og smerterne er aftaget, så du kan klare dig med mild smertestillende medicin. Du må tidligst starte efter 6 uger.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

65 41 27 00

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ort


pinfoOUH-1530848240-516 112723   |   22.10.2026

APPFWU01V