Fjernelse af blæren og anlæggelse af studerblære
Du er blevet tilbudt at få fjernet din urinblære og anlagt en ny. Den nye blære dannes af et stykke tarm og sys på dit urinrør, så du kan lade vandet ad den naturlige vej. Blæren kaldes en studerblære.
Studerblæren kan rumme ca. 200-300 ml. urin. Du skal døgnet rundt lade vandet regelmæssigt, minimum hver 3. til 4. time. Når du lader vandet, skal du sidde ned og samtidigt presse med en flad hånd mod studerblæren.
Den første tid efter udskrivelsen vil du være utæt for urin. Musklerne i din bækkenbund skal trænes op, inden du igen kan holde på vandet. Du vil derfor blive oplært i knibeøvelser, som skal udføres dagligt resten af tilværelsen.
Før operationen
Der bliver taget mål til støttestrømper. Du skal have strømperne på under og 28 dage efter operationen for at forhindre årebetændelse og dannelse af blodpropper.
Du får en indsprøjtning med blodfortyndende medicin som yderligere forebyggelse mod blodpropper. Du vil dagligt få en blodfortyndende indsprøjtning til og med 28 dage efter operationen.
Vi markerer, hvor en eventuel stomi forventes placeret, hvis det teknisk ikke er muligt at lave en studerblære.
Vi opfordrer dig til at indtage ca. 3 proteinholdige drikke dagen før operation.
Husk at medbringe behageligt tøj eller morgenkåbe til at have på, når du går tur på gangen eller sidder i opholdsstuen.
Dine pårørende kan bo på Patienthotellet mod betaling.
Forebyg infektion
For at forebygge infektion skal behåringen fra brystet og 10 cm ned på lårene fjernes med maskine dagen før operation. Der må ikke anvendes skraber.
Operationen
Før operationen vil du få et miniklyx. Dette er for at tømme din endetarm.
Du bliver kørt til operationsgangen. Dine pårørende kan følge med derned, hvis du ønsker det.
Efter operationen
Operationen varer ca. 5-7 timer. Dine pårørende er velkomne til at forhøre sig på L1, om operationen er afsluttet.
Du skal ligge på intensivafsnittet til observation indtil næste dag. Der er personale hos dig hele tiden, og du bliver overvåget af forskelligt apparatur, som har til formål at kontrollere, at alt går som det skal. Der er mulighed for kortvarigt at modtage 1-2 besøgende på opvågningsafdelingen efter aftale.
Studerblæren er aflastet med et kateter, som er ført op gennem urinrøret. Kateteret fjernes tre uger efter operationen. Der er desuden ført et tyndt kateter op til hver nyre. Katetrene sikrer, at der er afløb fra nyrerne, mens den nye tarmblære heler. Disse bliver fjernet nogle måneder efter operationen.
Under operationen lægges 1 dræn ind i bughulen. De fjernes, når der ikke er mere blod og væske at opsuge.
Du vil få tilført væske gennem et drop, der ligger i en blodåre. Dette fjernes, når du kan drikke tilstrækkeligt.
Huden er lukket med clips, som fjernes 10 dage efter operationen.
Smertebehandling
Du vil få forskellige slags smertestillende tabletter efter operationen. De første dage kan der suppleres med smertestillende sprøjter. Vi spørger dig, hvor ondt du har på en skala fra 1 til 10, så vi kan give dig den bedste smertebehandling. Det er vigtigt, at du siger det til plejepersonale, hvis du har smerter. Inden du skal udskrives, vil du formentlig kun have brug for paracetamol tabletter, som kan fås i håndkøb.
Mobilisering
Du vil i starten få hjælp til at blive vasket og komme ud af sengen. Selv om du føler dig træt og afkræftet, er det af afgørende betydning, at du så hurtigt som muligt kommer i gang med at bevæge dig. Allerede på intensivafsnittet kommer du op at sidde på sengekanten eller i en stol og evt. ud at stå på gulvet.
Når du går ture på gangen og sidder i en stol flere gange om dagen, genoptræner du langsomt dine muskler og forebygger lungebetændelse og blodpropper. Bevægelse hjælper også din mave til at komme i gang igen.
Vi forventer, at du selv gør en aktiv indsats og tager medansvar for dit forløb. Din egen indsats er af stor betydning og afgørende for, hvor hurtigt du kommer til kræfter igen.
Læs patientinformationen 'Gode råd om Kost, Motion og Bevægelse'.
Tarmfunktion
Når maven skal til at gå i gang, kan der komme ubehag i form af kvalme, oppustet mave og opkast.
Efter operationen kan der gå 2-7 dage, før maven går i gang, dcv. at der går luft og kommer afføring. Du skal tygge tyggegummi i ca. 5 minutter i timen. Når du tygger, produceres der mere spyt, og fordøjelsen fremmes.
Allerede dagen efter operationen må du drikke og spise stort set, hvad du har lyst til. Begynd med mad, som er let fordøjeligt, og spis og drik ofte, men små mængder ad gangen de første dage. I løbet af nogle dage vil du kunne spise normalt. Personalet vil vejlede dig i kostvalg.
Du får tilført den nødvendige væske gennem droppet. Efter operationen registrerer plejepersonalet, hvad du spiser og drikker.
Vi forventer, at du i løbet af få dage deltager i denne registrering og selv tager medansvar for dit forløb. Se i øvrigt patientinformationen 'Gode råd
om kost, motion og bevægelse'.
Under operationen har man anvendt ca. 60 cm af tyndtarmen til at konstruere Studerblæren. Indtil mave/tarmsystemet har vænnet sig til de nye forhold, kan afføringen være tynd og hyppig. Hos de fleste bliver afføringen efterhånden normal.
Skylning af kateter
Da studerblæren er konstrueret af et stykke tarm, vil den danne slim, som kan stoppe hullerne i kateteret. Derfor skal den skylles to gange dagligt. Det vil du blive oplært i at gøre under indlæggelsen. Urinen vil ofte se lidt grumset ud, uden at det betyder noget.
Udskrivelse
Det forventes, at du kan udskrives inden for 7-10 dage. Inden udskrivelsen vil du blive oplært i selv at skylle kateteret og injicere det blodfortyndende medicin. Hvis du føler dig usikker på det, kontakter vi en hjemmesygeplejerske. Du får udleveret remedier til skylning og sprøjterne med blodfortyndende medicin.
Det er normalt at være træt i lang tid efter operationen. Denne træthed kan vare op til ca. tre måneder. Lyt til kroppens signaler og tag nogle hvil i løbet af dagen. Sygdommen og indlæggelsen er en psykisk belastning både for dig og dine pårørende.
Det er derfor naturligt, at du i en periode kan føle dig deprimeret, uligevægtig og irritabel både under og efter indlæggelsen. Det er vigtigt, at du og dine pårørende er klar over, at dette er en normal reaktion oven på operationen. Reaktionerne skyldes angst og bekymring for de konsekvenser operationen vil få på din fremtidige tilværelse og livskvalitet.
De fremmede omgivelser og den ændrede dagsrytme på hospitalet kan også være en belastning. Hvordan og hvornår sådanne psykiske reaktioner opstår er individuelt. Derfor er det vigtigt at tale med personale, familie eller venner om det.
Hvis du er opereret pga. kræft, har Kræftens Bekæmpelse rådgivningscentre flere steder i landet. Her kan du få hjælp af psykolog og socialrådgiver. Rådgivningen er gratis. Både patient og pårørende kan henvende sig.
Tarmtrevler
Tarmene producerer normalt tarmtrevler. Denne produktion fortsætter i det tarmstykke, som er brugt til studerblæren. Tarmtrevlerne tømmes ud sammen med urinen, og urinen ser derfor anderledes ud, end du er vant til og kan også lugte en anelse.
Efter udskrivelsen er det vigtigt, at du drikker ca. 2,5 liter dagligt for at få en tilstrækkelig urinproduktion.
Genindlæggelse
3 uger efter operationen møder du i L1 for at få fjernet kateteret fra studerblæren og tale med en læge om svaret på det væv, der er fjernet ved operationen. Hvis du ikke bor i nærheden, kan vi booke et værelse på patienthotellet til dig og din pårørende.
Dagen efter skal du til bækkenbundstræning ved en fysioterapeut, der vil oplære dig i knibeøvelser.
Vandladningsteknik
Studerblæren kan ikke trække sig sammen som en naturlig blære. Du skal derfor være opmærksom på at tømme studerblæren under hver vandladning.
Når du lader vandet, skal du derfor sidde ned, slappe af i bækkenbunden og samtidig med flad hånd presse ind imod maven over skambenet og ned imod studerblæren.
I den første periode efter operationen vil du ikke mærke vandladningstrang. Efter måneder vil du oftest kunne mærke trykken og spænden nedadtil i maven, når studerblæren er fyldt.
Det er meget vigtigt med regelmæssige vandladninger, for at studerblæren ikke skal blive overfyldt. Lad vandet minimum hver 3. til 4. time, også om natten. Det kan være nødvendigt at sætte et vækkeur til at vække dig midt på natten.
Når katetret i studerblæren bliver fjernet, vil du være utæt for urin. Brug af bleer døgnet rundt er nødvendigt. Ved hjælp af de knibeøvelser, som du lærer af fysioterapeuten, vil du gradvist genvinde evnen til at holde på vandet.
Det varer fra uger til måneder inden du er tæt for urin. Efter ca. 3 måneder vil de fleste være tætte eller næsten tætte for urin i dagtimerne - en del vil dog altid benytte et lille bind. Det varer længere tid at opnå tæthed for urin om natten. Langt de fleste bliver aldrig helt tætte om natten.
Du vil dagligt og resten af tilværelsen skulle foretage knibeøvelser, også selvom du er blevet helt eller delvist tæt.
Enkelte kan ikke tømme studerblæren helt. Hvis det er tilfældet for dig, vil du blive oplært i selv at føre et kateter igennem urinrøret til studerblæren for at tømme urinen ud.
Forholdsregler efter udskrivelse
I løbet af ca. 6 uger er mavemuskler og bindevæv helet. Indtil da skal du undgå tunge løft. Du må løfte til smertegrænsen. Undgå tungere arbejde, f.eks. støvsugning, sengeopredning og havearbejde. Hvis du vil svømme, må du gøre dette, når alle katetre er fjernet.
Der kan gå 3-4 måneder, inden du føler dig ovenpå. Det er meget individuelt, hvornår man er i stand til at genoptage sit arbejde, men oftest efter 3 måneder.
Kontrol
Efter operationen skal du komme til ambulant kontrol hos en læge eller en sygeplejerske. De første besøg er tre og seks måneder efter udskrivelsen. Herefter er der kontrol en gang om året resten af livet.
Kontakt egen læge eller vagtlæge
Du skal kontakte egen læge eller lægevagten:
- hvis du får temperaturforhøjelse over 38,5
- hvis det væsker fra operationssåret.
|
Kontakt Urinvejskirurgisk Afdeling 65 41 44 00 Skriv til os på www.ouh.dk/post-uvk |
|
pinfoOUH-985153083-366 107783 | 19.05.2026 |