Om mastocytose

Hvad er mastocytose?

Ved mastocytose er antallet af mastceller i organismen kraftigt øget – formentlig som følge af en mutation i genet for en receptor på celleoverfladen som styrer mastcellens vækst – cKIT. Hos næsten alle voksne med mastocytose kan denne mutation påvises. Mastcellerne ophobes hovedsageligt i huden, knoglemarv og gastrointestinalkanalen. Meget sjældent kan lever, milt, lymfeknuder og lunger afficeres.

Man inddeler mastocytose i kutan og systemisk afhængig af om andre organer end huden er afficeret.

Ved kutan mastocytose er sygdommen alene lokaliseret til huden. Denne tilstand forekommer næsten udelukkende i barnealderen, mens voksne helt overvejende har systemisk mastocytose.

Ved mastocytose i barnealderen er symptomerne langt oftest begrænset til huden. Mastocytose hos børn remitterer hos 80-90% inden teenageårene. Mekanismen herfor er ukendt.

Diagnosen systemisk mastocytose kræver enten 1 major og 1 minor kriterium, eller 3 minor kriterier.

Major kriterium

Multifokal knoglemarvsinfiltration eller infiltration i andre ekstrakutane organer med abnorme mastceller.

Minor kriterier

Mastcellerne i knoglemarven eller andre ekstrakutane organer har en abnorm morfologi (ofte tenformede).
C-kit punktmutationen D816V i knoglemarv, blod eller andre ekstrakutane organer.
Mastcellerne i knoglemarven udtrykker CD117 sammen med CD2 eller CD25
S-Tryptase > 20 μg/l

Inddeling af mastocytose

Kutan mastocytose (CM)
Indolent systemisk mastocytose (ISM)
Mastocytose med associeret hæmatologisk non-mastcelle sygdom (SM-AHNMD)
Aggressiv mastocytose (ASM)
Mastcelleleukæmi (MCL)
Mastcelle sarkom
Extrakutant mastocytom

Mastceller er en del af immunsystemet og formodentligt tiltænkt en rolle i bekæmpelsen af mikroorganismers invasion gennem slimhinder og hud. Cellerne indeholder en lang række mediatorer – herunder histamin – hvis formålstjenlige effekt er at eliminere den indtrængende mikroorganisme.

Mastceller dannes ud fra pre-cursor celler fra knoglemarven og modnes til funktionelle mastceller ude i vævet. De findes især hvor organismen er i kontakt med det ydre miljø, såsom hud og slimhinder i luftveje og tarm. Modne mastceller findes normalt ikke i blodbanen. I vævet ses mastcellerne tæt på kapillærer og lymfebaner samt i relation til glat muskulatur, hårfollikler og nerveender.

Mastcellens vækst og differentiering er hovedsageligt stimuleret af cytokinet Stem Cell Factor (SCF) som agerer ved binding til transmembran receptoren KIT på mastcellen. Denne receptor kodes af genet cKit. Binding af SCF til KIT resulterer ikke alene i øget vækst og differentiering af mastcellerne, men forstærker formentlig også mastcellens degranulering.

Ved langt de fleste tilfælde af mastocytose hos voksne kan påvises mutation i cKit genet som medfører en selv-aktiverende KIT-receptor

Mastcellens granula indeholder et en række præformerede mediatorstoffer hvoraf den mest kendte af disse mediatorstoffer er histamin.

Tryptase er et andet af disse stoffer - og kan måles i blodbanen længere end histamin. Forbigående forhøjet tryptase ses ved mastcelledegranulering (allergisk reaktion) - vedvarende forhøjet værdi er et udtryk for øget antal mastceller - som ved mastocytose.

Aktiveringen og degranuleringen af mastcellen kan både være IgE-medieret – den klassiske type I allergiske reaktion – og non-IgE medieret.

Symptomerne ved mastocytose er mangeartede og skyldes især frigørelse af vævsaktive stoffer fra mastcellerne – såkaldte mediatorsymptomer. Disse omfatter hudkløe, urticaria, flushing, kraftige - evt. livstruende insektstiksreaktioner, kvalme, mavesmerter, diaré, træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær, bevægeapparatssmerter.

Knogleaffektion er hyppig ved mastocytose og forekommer i flere former. Hyppigst er en diffus påvirkning med tidligt indsættende osteopeni og osteoporose, evt. med patologisk fraktur. Fokale, tumorlignende forandringer kan sjældent forekomme i knoglevævet – og være forbundet med osteolytiske frakturer i det afficerede område.

Kun sjældent ses såkaldt aggressiv systemisk mastocytose – hvor mastcellerne ophobes i en grad så det involverede organ påvirkes (cytopeni, leverpåvirkning, hypersplenisme, malabsorption mv). Undertiden kan anden hæmatologisk ikke-mastcellesygdom optræde – benævnt systemisk mastocytose med associeret non-mastcelle sygdom (SM-AHNMD). Meget sjældent ses mastcelle-leukæmi som er forbundet med en dårlig prognose.