Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilForskning, job, uddannelse og samarbejdepilOUH samarbejder med almen praksis og kommunerpilOUH PraksisNYTpilI fælles front mod covid-19 -erfaringerne fra samarbejdet mellem almen praksis, kommuner og OUH i 1. bølge af covid-19 vaccinationerne

I fælles front mod covid-19 -erfaringerne fra samarbejdet mellem almen praksis, kommuner og OUH i 1. bølge af covid-19 vaccinationerne

 

OUH Praksisnyt Marts 2021 - COVID 19 vaccination

Under stor mediebevågenhed fik de første danske patienter covid-19 vaccinationerne den 27. december 2020. Men før vaccinationerne overhovedet kunne blive fordelt og i forbindelse med selve vaccinationsdelen, var der en masse koordinering og samarbejde på tværs af sektorerne. Et samarbejde som har fungeret godt på trods af en uvant situation og tidspres ifølge repræsentanter fra Faaborg- Midtfyn kommune, almen praksis og Sygehusapotek Fyn, OUH.

I slutningen af november måned blev det udmeldt, at Covid-19 vacciner var på vej til Danmark. Med dette påbegyndte et stort samarbejde på tværs af sektorerne i hele landet. Også i Region Syddanmark og på Fyn. Der blev som det først oprettet en regional task force og interne OUH arbejdsgrupper, der skulle håndtere vaccinationerne. Medio december blev kommunerne og almen praksis inddraget i arbejdet, da det stod klart, at den 1. gruppe af vaccinationerne skulle foregå på landets plejehjem.

Alle plejehjemsbeboere er vaccineret
Primo februar var alle plejehjemsbeboere på Fyn, der ønskede vaccinen, vaccineret. Selve processen forløb professionelt ifølge aktører fra almen praksis og Faaborg-Midtfyn kommune samt Sygehusapotek Fyn (OUH), som i fællesskab sørgede for, at vaccinationerne blev uddelt i kommunen. Chef for Sundhed og Ældre i Faaborg-Midtfyn kommune Kitt Lysén Pedersen fortæller; - Den 6. januar, som var 1. vaccinationsdag i Faaborg-Midtfyn kommune, fik vi vaccineret 180 beboere og 123 ansatte på vore plejehjem, og den 7. januar fik vi vaccineret de øvrige plejehjemsbeboere i kommunen. Der var i hele processen en øget kommunikation, som medvirkede til et trygt sammenspil på tværs af sektorerne.

En uvant situation der lykkedes med fælles hjælp
Kitt Lysén Pedersen fortæller, at hun synes, at selve processen har været håndteret meget professionelt, også selvom det har været en uvant situation, som ingen har været i før. Dette synspunkt deler hun med både PLO formand i Faaborg-Midtfyn kommune og almen praktiserende læge i Nr. Lyndelse Lisbeth K.M. Møller og afdelingschef på Sygehusapotek Fyn Lisbeth Muurholm.
Lisbeth K.M. Møller forklarer; -Der har fra dag 1 været velvilje på alle fronter, hvilket har været med til at sikre, at det har kørt godt. Vi har løftet opgaven i flok, og der har været tillid til de nære relationer, hvilket har været helt fantastisk. Vi har set hinanden på en anden måde, som har været med til at sikre succesen i sektorovergangene.
Også Lisbeth Muurholm kan nikke genkendende til dette; - I starten skulle vi lige lære hinandens områder at kende, men da vi på 1. dag træder ind på plejehjemmene, går der kun en halv time, og så er vi i flow. Det skyldes det fantastiske samarbejde på tværs af sektorerne. Også koordineringen forud for vaccinationsdelen har kørt godt, selvom det i første del var meget håndholdt. Så en stor ros til alle parter fra os.

Tidspresset og ændrede retningslinjer har været de største udfordringer
Når der blev spurgt ind til, hvad der var den største udfordring i samarbejdet, svarer alle parterne, at især tidspresset var den største udfordring. Kitt Lysén Pedersen forklarer; - Der har jo været udfordringer, men det kan ikke undgås med en proces, der for alle parter har været uvant og presset. Men overordnet set har alle leveret og ydet deres allerbedste.  Hun fortsætter med at forklare; - Nogle gange har vi lavet dobbeltarbejde, og hvis vi skal lære noget fra selve processen, så er det nok, at man i sådan en situation, hvor alt går enormt hurtigt, ikke kan være på forkant. Men det er der, hvor vi har måttet stole på hinanden og haft tålmodighed for at finde løsninger på udfordringer og til at lykkes sammen. En fælles prioritering af opgaven på tværs af sektorerne har været vigtig for vore borgere.
Lisbeth. K.M. Møller peger også på, at det har været en udfordring at navigere i de forskellige meldinger og retningslinjer, som har været meldt ud, men at man i fælleskab har fundet ud af løsninger på disse udfordringer. Derudover supplerer Lisbeth Muurholm med, at det i starten nogle gange gik så hurtigt, at der ikke har været tid til pauser på vaccinationsstederne.

De fremtidige vaccinationer kan håndteres i samarbejde
Lisbeth K.M. Møller mener også, at vaccinationsprocessen har vist sig at være så god en succeshistorie på samarbejdet mellem sektorerne, som kan bredes ud til de fremtidige vaccinationer. -Vaccinationsprocessen har vist, at vi kan løfte i flok, så måske man skulle tage det med i betragtning i den næse fase i vaccinationsprogrammet. Almen praksis kunne sagtens deltage i denne del også.

 

Fakta

  • Den 27. december 2020 på Ældrecenter Øst Odense fik den første fynbo sin vaccine for covid-19.
  • Den 5. februar 2021 har alle fynboer på plejecentre, som har ønsket vaccine,  fået andet og sidste vaccinationsstik.
  • 3500 beboere på plejecentre på Fyn er blevet vaccineret for covid-19.
  • 80 læger fra almen praksis har deltaget i indsatsen.

 

Kontaktoplysninger

  • Chef for Sundhed og Ældre i Faaborg-Midtfyn Kommune Kitt Lysén Pedersen – kitpe@fmk.dk 
  • PLO Formand Faaborg-Midtfyn kommune og almen praktiserende læge i Nr. Lyndelse Lisbeth K.M. Møller – lcjmm@dadlnet.dk
  • Afdelingschef Sygehusapotek Fyn OUH Lisbeth Muurholm - Lisbeth.Muurholm@rsyd.dk

 

/Lene Hinnerup Hartmeyer


Siden er sidst opdateret: 02-03-2021 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring