Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

1800 besøgende til Nyt OUH åbent hus

Åbent hus Nyt OUH 2020


Da Region Syddanmark i september i år endnu engang åbnede dørene for besøgende, var det for fjerde år i træk. Men i år var det hele anderledes. Hvor der de foregående tre år har været en bar mark med aktivitet under jorden, er konturerne til fremtidens sygehus nu skudt op. Dele af sygehuset helt op i fem etager og i begge ender er facadearbejdet påbegyndt.

Men hvor den besøgende tidligere år har kunnet gå rundt og se, høre og få en snak om det store sygehusbyggeri, var formen i år drive-in modellen med et stop ved en drive-in biograf undervejs. Enten i bil eller på cykel.

Det var der mange, der havde benyttet sig af. 250 cyklister og godt 500 biler med gennemsnitligt tre personer i hver kørte ind på hospitalsringen, der omgiver byggeriet og den store interesse glædede
Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg.

- Da vi holdt åbent hus sidste september, var det minimalt, hvad man kunne få øje på over jorden af det nye universitetshospital. Nu er vi oppe i fem etager og fuld højde. Det er ret vildt! Så selv om corona og en våd vinter har forsinket byggeriet, er det alligevel imponerende, så hurtigt det går. Jeg er glad for at så mange syddanskere brugte et par timer af deres søndag på at se nærmere på byggeriet af vores nye universitetshospital. Det vidner om stort interesse for projektet. Og så vil jeg gerne takke de mange besøgende for at de var gode til at følge de corona-sikre retningslinjer, vi havde lagt for besøget, sagde Karsten Uno Petersen efter besøgsdagen.
 
Dronefilm
 

 

 
Nåede du ikke at besøge byggepladsen den 6. september?
Nyt OUH holder med jævne mellemrum besøgseftermiddag, hvor alle er velkomne, dog med forudgående tilmelding. Vi forbeholder os retten til at aflyse, hvis der kommer restriktioner i forhold til COVID-19 pandemi. I så tilfældet vil alle tilmeldte få direkte besked via den mail, der er tilmeldt på.

Du kan tilmelde dig her
 

Siden er sidst opdateret: 17-09-2020 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring