Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilR - Onkologisk AfdelingpilOm afdelingenpil1,8 millioner kroner til sygeplejeforskning i bivirkninger fra kræftbehandling

1,8 millioner kroner til sygeplejeforskning i bivirkninger fra kræftbehandling

Onkologisk Afdeling OUH

Klinisk sygeplejespecialist og ph.d. studerende Pia Krause Møller fra Onkologisk Afdeling på OUH har fået bevilliget 1,8 millioner af Novo Nordisk Fonden til et ph.d.-projekt i patienters symptomer ved strålebehandling af kræft.

Projektet bliver et af de første studier på verdensplan indenfor aktiv brug af patientrapporterede symptomer (PRO) ved MR-guidet strålebehandling.

OUH blandt de første med MR-guidet strålebehandling
Odense Universitetshospital er det femte center på verdensplan, der fra oktober 2018 har kunnet behandle kræftsygdomme i verdens første højfelts MR-Linac. Det er en kombineret MR-skanner og strålekanon, der kan levere skræddersyet strålebehandling guidet af MR-skanningsbilleder af diagnostisk kvalitet. Det gør det muligt at øge dosis til kræftknuden og reducere patienternes bivirkninger til deres kræftbehandling.

Ny viden om patienternes symptomer ved kræftbehandling
Pia Krauses ph.d. studie skal skabe ny viden om patienternes symptomer ved behandling for kræft i bækkenet med MR-guidet strålebehandling.

Målet med projektet er, at patienter i strålebehandling mod bækkenet vil opleve at blive inddraget i plejen af deres bivirkninger med en systematisk brug af deres viden. Samtidig skal de have et personligt, behovsstyret efterforløb baseret på sværhedsgraden af deres symptomer og deres behov for fremmøde eller fortsat proaktiv overvågning af deres symptomer hjemmefra.

- Vi ønsker at evaluere effekten af den nye behandlingsteknologi gennem præcise patient-rapporterede bivirkninger (PRO), der går direkte ind i patientens journal. Projektet skal undersøge, hvad det betyder for patienten at blive inddraget aktivt i en personlig, målrettet og systematisk håndtering af deres symptomer både under og efter strålebehandlingen, siger Pia Krause og fortsætter:

-  Aktiv brug af de præcise patient-rapporterede bivirkninger har i tidligere studier nemlig vist sig at forbedre overlevelse og livskvalitet hos patienter i kemoterapi.

Projektet er udover støtten fra Novo Nordisk Fonden også støttet af AgeCare – Academy of Geriatric Cancer Research.

Ph.D. studiet har titlen: PRO-MR-linac - Systematiske patient-rapporterede symptomer (PRO) under MR-guidet strålebehandling mod bækkenet


Siden er sidst opdateret: 05-12-2018 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring