Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDet nye OUHpilNyhedsbrevepilNyhedsbrev Nyt OUH nr. 1 - 2018pilGlæde i OUH køkkenet: Vi skal ud i noget nyt og tidssvarende

Glæde i OUH køkkenet: Vi skal ud i noget nyt og tidssvarende

Arbejde i køkkenet OUH

 

Politikerne i Region Syddanmark nikkede på seneste regionsmøde ja til, at der skal bygges et produktionskøkken på Nyt OUH. Det skal integreres i den planlagte serviceby og kobles direkte på den overordnede logistikforbindelse ind til Nyt OUH.

Alternativer for dyre

Beslutningen er taget, selvom regionsrådet for seks år siden besluttede, at der ikke skulle bygges et køkken som en del af Nyt OUH. Formand for Anlægs- og Innovationsudvalget i Region Syddanmark, Karsten Uno Petersen begrunder den ændrede holdning med, at alternativerne var for dyre.

- Det er korrekt, at regionsrådet for seks år siden besluttede, at der ikke skulle bygges et køkken som en del af Nyt OUH. Men alternativerne har vist sig at være relativt for dyre og samtidig har markedet ændret sig, så et nyt køkken på Nyt OUH som OPP er interessant for private aktører, siger Karsten Uno Petersen, der er glad for, at Nyt OUH nu får eget køkken på stedet.

Køkkenet bliver bygget i form af et OPP-projekt, dvs. et offentligt-privat partnerskab.


Nyt køkken giver bedre arbejdsmiljø
Claus Bruun Pedersen er bagermester og står for at bage 75 tons rugbrød og 360.000 – 400.000 brød og kager om året til hospitalet. Også han er glad for beslutningen. Det kniber nemlig med pladsen til de store mængder. Oprindeligt var køkkenet ikke udstyret med et bageri – og det er derfor bygget ind i de eksisterende rammer.
 

- Jeg tror, at arbejdsmiljøet kan blive godt i det nye køkken ved Nyt OUH. Nogle af de maskiner, vi bliver nødt til at have pga. den begrænsede plads giver nogle unødvendige løft. Så det bliver dejligt at komme hen et sted, der er indrettet efter vores behov, siger han.
 

Han glæder sig også til at der bliver plads til mere én ovn.
– Tidligere arbejdede jeg i et privat bageri, hvor vi havde 2-3 ovne til en mindre produktion, siger Claus Bruun Petersen.

Hans kollega, ernærings-assistent Nina Hybjerg, glæder sig på samme måde til de nye fysiske rammer.

– Det bliver dejligt at komme ud i noget nyt, der passer til det flow, vi arbejder i, siger hun.

 

Arbejde i køkkenet OUH


Køkkenet på plads inden hospitalet flytter ud
Køkkenet skal bygges og gøres klart så hurtigt som muligt, hvis det går efter det politiske forslag. Det betyder, at køkkenet gerne skal være etableret i 2021 og at det nye køkken skal levere mad fra den nye matrikel til det eksisterende OUH, frem til udflytningen er på plads i 2023.
 

Køkkenleder Inger Veje ser frem til snart at komme ud et køkken, der ikke kræver så meget dyr vedligeholdelse hele tiden.
 

- Køkkenet er nedslidt og svært at holde rent, og vi er allerede nu begyndt at indføre arbejdsgange, som er tilpasset et nyt køkken og ny teknologi. Det gør arbejdet i det eksisterende køkken mere besværligt, men betyder, at det bliver nemmere, når vi kommer ud i det nye, siger hun.
 

Hun synes, det er en god ide at flytte køkkenet, før resten af hospitalet er på plads.
 

- Det betyder selvfølgelig noget dobbeltarbejde, så længe det nuværende OUH er i drift, men det er en god pris at betale for at få lov til at få køkkenet på plads, inden der kommer patienter. Det giver os en sikkerhed at have det gamle, hvis noget i det ny køkken ikke fungerer fra dag ét, siger Inger Veje.

 

FAKTA:

Det ny køkken bliver placeret i servicebyen ved Nyt OUH.
Anlægssummen vil være cirka 80 mio. kr og den færdige bygning forventes at være ca 3.000 kvm.

Køkkenet bygges efter en såkaldt OPP-model, dvs. et offentligt-privat partnerskab og koster 80 mio kroner.

Der skal leveres mad til både Nyt OUH, sygehuset i Svendborg og psykiatrien.

Det ny køkken skal bygges så hurtigt som muligt og forventes færdigbygget allerede i  2021, dvs. før Nyt OUH er bygget færdigt. Det betyder, at køkkenet skal levere mad til det eksisterende sygehus, indtil udflytningen er tilendebragt.

En stor del af køkkenudstyret fra det nuværende køkken på OUH skal flyttes med og genanvendes.

Køkkenet har ca. 60 ansatte. Udover det er der ca. 40 serviceassistenter, der vasker op og kører ud med mad og ca. 40 ansatte i cafeteria og kantine.

I Svendborg er der ansat 17 medarbejdere til at servicere etagekøkkener og kantine. 

 

 

 

 


Siden er sidst opdateret: 05-11-2018 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring