Skip til primært indhold

Ny professor i kræft og familiesygepleje

Karin Brochstedt Dieperink, sygeplejerske, ph.d. er ny professor i kræft og familiesygepleje på Onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, SDU, hvor hun også er viceins

Steno Diabetes Center Odense og Steno Diabetes Center Nordjylland har sammen udviklet et udvidet kursus i diabetes, der giver sundhedsprofessionelle, som ikke tidligere har arbejdet med diabetes, indsigt i pleje og behandling af diabetes og ikke mindst, hvordan det er at leve med denne kroniske sygdom

Det første udvidede kursus i diabetes blev afholdt 11-12 oktober 2021, hvor et hold af læger, sygeplejesker, en diætist, en psykolog, en optiker og en fodterapeut underviste i alt lige fra generelle behandlingsprincipper af type 1- og type 2-diabetes, forebyggelse og behandling af senkomplikationer, graviditetsdiabetes, blodsukkerregulering, diabetesteknologi, mental trivsel til kost og motion.

Målet med kurset er at klæde de sundhedsprofessionelle godt på, både hvad angår indlevelse i de livsstilssituationer, behov og ønsker, som personer med diabetes har, og hvordan man i praksis forebygger og behandler sygdommen.

Differentieret case-baseret undervisning
Undervisningen var tilrettelagt som en vekslen mellem teoretisk viden, bearbejdning af relevante cases og drøftelser i både mindre grupper og i plenum. Netop denne kobling mellem teori og praksis blev rost af deltagerne.

- For mig har det mest lærerige på kurset været case-arbejdet. Det giver en god faglig dialog og sparring, når teori kobles sammen med praksis. Herudover har begge dage givet et godt indblik i hvad diabetes er, og at diabetes er mere end bare en kronisk sygdom. Det handler om at se det hele menneske, med den livsverden patienten har, og at tilrettelægge behandling ud fra dette. Det er også utroligt givende og lærerigt at være sammen med andre sygeplejersker på tværs af regionerne, og på den måde få sat sin faglighed i spil og perspektiv, lyder det fra Katrine Schmidt.
Kathrine Schmidt er ansat som sygeplejerske på diabetesambulatoriet ved Steno Diabetes Center Nordjylland, Aalborg Universitetshospital.

Kurset var ikke kun målrettet sygeplejesker, der arbejder på et diabetesambulatorium, men også for andre specialer, som i perioder ser patienter med diabetes. Sygeplejerske Janne Lunde fra Ortopædkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital, var taknemmelig for, at der blev taget højde for deltagernes forskellige baggrund.

- Jeg var meget spændt på kurset, da jeg jo som sagt ikke er ansat i et diabetesafsnit og syntes, der var mange med fra et diabetesafsnit og var kurset så noget for mig? Det må jeg sige, at det var – i de fleste oplæg, var der taget højde for os fra andre afsnit, og det var meget trygt.

E-læring med teoretisk viden som forberedelse til fremmødeundervisningen
Kurset blev også rost for sin høje faglighed og e-læringsdelen på dag et, hvor den teoretiske del foregik online og gav kursisterne mulighed for at gense videoerne derfra.

- Virkelig godt med e-læring, hvor der er mulighed for at kunne gense videoerne. Hvis jeg skulle have læst alt det, jeg så på videoerne, ville jeg nok have haft svært ved at finde tid og overskud til det. Og ikke mindst gode undervisere med høj faglighed, udtaler Charlotte Reuter fra diabetesambulatoriet ved Steno Diabetes Center Odense.
Alt i alt tyder tilbagemeldingen fra kursisterne på, at de i høj grad fik den viden med hjem i bagagen, som de havde forventet og håbet på, og fik samtidig med udvidet deres faglige netværk.
 

Datoen for afholdelse af næste kursus i udvidet diabetes bliver offentliggjort i vores kursuskatalog 2022, der udkommer i starten af januar 2022. 

APPFWU01V