Melphalan + Prednisolon
Information om kemoterapi
Du skal i gang med en kombinationsbehandling med kemoterapi som tabletter (Melphalan) og binyrebarkhormon (Prednisolon).
I Afdeling X bestræber vi os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i behandlingen. Vi ved, at mange patienter har glæde af at kunne læse om, hvordan behandlingen foregår og virker, og hvad de selv kan gøre undervejs i behandlingen. Flere steder i pjecen vil du derfor møde dette symbol
. Her finder du anvisninger på, hvad du selv kan være opmærksom på, eller forslag til, hvad du selv kan gøre for at håndtere bivirkninger. Efter symbolet
kan du læse om, hvilke bivirkninger du kan opleve.
Hvis du og dine pårørende læser denne information forud for behandlingen, får I et godt overblik over hele forløbet.
Venlig hilsen
Personalet på Hæmatologisk Afdeling
Du skal starte i kombinationsbehandling med tabletter: Melphalan (kemoterapi) og Prednisolon (binyrebarkhormon).
Kuren bliver nogle gange kaldt MP efter forbogstaverne i stofferne.
Sådan virker behandlingen
Melphalan er en form for kemoterapi, der bruges til at behandle nogle former for kræft. Det virker ved at hæmme væksten af celler, der deler sig hurtigt, som kræftceller gør. På den måde bliver antallet af syge celler i kroppen mindre.
Prednisolon er kunstigt binyrebarkhormon, der i store doser får kræftcellerne til at gå til grunde.
Ved at give begge stoffer samtidig opnår vi en bedre samlet effekt.
Sådan foregår dit behandlingsforløb
Kuren består af serier på seks uger. En serie starter ved, at du tager tabletterne i fire dage, hvorefter du holder pause i lidt over fem uger. Herefter starter du den næste serie.
Der gives op til 10-12 serier af kuren i træk, men behandlingsforløbet afhænger af, hvordan du reagerer på kuren. Det tager din læge på afdelingen stilling til i samråd med dig.
Alle patienter gennemgår hele deres behandlingsforløb ambulant, og du kan have en hverdag, næsten som du plejer. Du skal have taget blodprøver ved hver serie kemokur, men der kan også være behov for blodprøver på andre tidspunkter i dit behandlingsforløb for at tjekke op på, hvordan du tåler
behandlingen.
Sådan tager du tabletterne
Du skal tage tabletten med Melphalan til natten, og tabletterne må ikke deles. Tabletterne skal indtages på tom mave, f.eks. 1/2 time før sengetid. De kan give dig kvalme, som du i så fald kan sove dig fra.
Prednisolon skal du derimod tage om morgenen.
Prednisolon kan nemlig gøre dig rastløs eller opstemt. De kan holde dig vågen, hvis du tager tabletterne om aftenen.
Drik ekstra meget, mens du får medicinen, gerne 2-3 liter væske hver dag. Du kommer til at tisse lidt mere, men på den måde får du skyllet affaldsstofferne fra medicinen ud. Alternativt kan de nemlig give dig blærebetændelse.
Du kan i forløbet opleve, at du skal starte på medicin eller andre tiltag, som ikke står beskrevet i denne information, og der kan også ske forskydninger eller ændringer i behandlingen ud fra din læges vurdering af din situation.
bivirkninger
Påvirkning af blodet
Melphalan som kemokur kan påvirke dit blod, så du får færre af de forskellige blodceller:
De røde blodlegemer (i daglig tale kaldet hæmoglobin) bærer ilt rundt i kroppen
De hvide blodlegemer (også kaldet leukocytter) udgør dit immunforsvar
Blodpladerne (trombocytter) medvirker til at standse blødning.
Når du holder pause med medicinen eller er helt færdig med behandlingsforløbet, vil antallet af blodceller stige gradvist igen.
Infektion
Når du har færre hvide blodlegemer, svækkes dit immunforsvar, og du har derfor større risiko for at få en infektion. Du har brug for dine kræfter til at bekæmpe din sygdom, så får du en infektion, skal vi have den behandlet hurtigst muligt.
Kontakt afdelingen med det samme, hvis du oplever:
Temperatur over 38,5
Almen utilpashed, svimmelhed og kulderystelser
Lægen vurderer, om du skal indlægges og behandles.
Hvad kan du selv gøre for at undgå infektioner:
Hold god håndhygiejne. Vask hænder efter toiletbesøg og før måltider
Drik rigelig væske (2-3 liter om dagen) for at undgå blærebetændelse.
Undgå direkte kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber.
Prednisolon kan virke febernedsættende. Så tag om muligt din temperatur, inden du tager Prednisolon. Fortæl også afdelingen, at du er i kombinationsbehandling, hvis du bliver utilpas.
Blødning
Melphalan kan også gøre, at du lettere begynder at bløde, og at blødningen er sværere at stoppe igen. Det gælder både, hvis du skærer dig eller får rifter, eller blødning fra næse eller tandkød, øget menstruation osv. Det skyldes, at behandlingen kan få antallet af blodplader (trombocytter) til at
falde. Blodpladerne er med til at standse blødninger.
Hvad kan du selv gøre for at undgå blødninger
Vær forsigtig, når du børster tænder, specielt i forhold til tandkødet
Undlad så vidt muligt at pudse næse
Kontakt afdelingen med det samme, hvis du begynder at bløde og ikke kan stoppe det.
Blodmangel (Lav blodprocent)
Din blodprocent kan blive lav i perioder af din behandling. Kemoterapien ødelægger de raske celler i knoglemarven, og derved bliver antallet af røde blodlegemer nedsat. Hvis blodprocenten er lav, skal du måske have en blodtransfusion.
Kontakt afdelingen, hvis du oplever:
Åndenød
Hjertebanken.
Hvad kan du selv gøre for at mindske generne ved lav blodprocent:
Undgå større fysisk anstrengelse
Rejs dig forsigtigt, så du ikke falder.
bivirkninger
Træthed
De fleste oplever træthed i forbindelse med sygdommen, men kemoterapien medfører også øget træthed. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og en god nattesøvn.
Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe træthed:
Hold flere små hvilepauser i løbet af dagen
Sørg for frisk luft og små gåture
Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål.
Kvalme og opkastning
Du kan opleve almen utilpashed, appetitløshed og ændret smagsoplevelse. Enkelte patienter får kvalme/opkastning. Oplever du det, kan du få udleveret kvalmestillende tabletter, som du kan tage derhjemme.
Prednisolon-tabletterne virker kvalmestillende hos mange patienter, og det er derfor ikke sikkert, at problemet bliver så stort for dig.
Hårtab
Kemokuren bevirker, at du muligvis taber hår på hovedet. Vi har dog erfaring for, at hårtabet kan være meget individuelt ved denne kemokur.
De fleste patienter taber næsten intet hår, mens håret hos andre kan blive tyndet ud. Hår, der tabes, vokser ud igen, når behandlingsforløbet er afsluttet.
Tal med personalet, hvis det bliver aktuelt for dig.
Diarre
Dit afføringsmønster kan ændre sig, og nogle patienter får diarré af medicinen.
Eventuelle problemer plejer ikke at vare ved, men tal med personalet, hvis du har behov for hjælp og vejledning.
Påvirkning af hud og slimhinder
Slimhinden i munden kan blive påvirket af kemokuren og gøre, at din mund bliver lidt mere sart og evt. øm. Du kan også få udslæt på huden.
Kontakt os, hvis dit udslæt bliver meget udtalt og kløende.
Diabetes
Prednisolon-tabletterne kan i sjældne tilfælde få dit blodsukker til at stige. Det betyder, at du kan få forbigående diabetes.
Kontakt os, hvis du oplever mundtørhed, bliver mere tørstig end ellers og har hyppig vandladning.
Opstemthed
Når du får Prednisolon, kan du opleve at blive mere energisk og humørmæssig opstemt, og samtidig kan du have svært ved at sove. Derfor skal du helst tage tabletterne om morgenen, da de ellers kan forhindre dig i at sove. Du kan også føle dig rastløs, modløs og nedtrykt. Enkelte vil få en egentlig depression.
Fortæl personalet om dit humør.
Øget appetit
Prednisolon øger appetitten hos mange patienter. Det går over igen, når du stopper med medicinen.
Sådan kontakter du os
Hæmatologisk afdeling X:
Telefon: 6541 1152
Telefontid: Hele døgnet
Kontakt altid afdelingen med det samme, hvis du oplever:
- Temperaturstigning over 38,5 C
- Andre tegn på infektion
- Blødning.
Sikker digital post:
www.ouh.dk/odex
Du kan skrive til os via Den Digitale Postkasse, hvis du har brug for:
1) Ændring af tid i ambulatoriet
2) Kontakt til hjemmeenheden
3) Kontakt til patientforløbsvejleder.
Afdeling X kan desværre ikke tilbyde mailkonsultation og svar på prøver og lignende via mail.
Patientforløbsvejleder:
Telefon: 6541 1172
Telefontid: Mandag - fredag: 8.30-14.00
Transportbestilling
Telefon.: 7011 3111
Mandag-fredag: kl. 8.00-15.00
Du kan tidligst bestille 14 dage før.
