Skip til primært indhold

Blodprøvetagning på børn

Tidsbestilling - Vejledning og gode råd til forældre ved blodprøvetagning

Der er telefonisk tidsbestilling til blodprøvetagning på børn og unge op til 18 år

Bestil tid til børn henvist fra:

  • H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, tlf. 65 41 20 77

Telefontid: hverdage kl. 08.00-15.00

 

  • Egen læge, privat praktiserende speciallæge eller privathospitaler, tlf. 24 45 28 92

Telefontid: hverdage kl. 07.15-15.00

 

Find vej til Børne- og Ungeklinikken og registrering af parkering

Prøvetagningen foregår på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, Kløvervænget 23C, Indgang 60. Gå til venstre mod Børne- og Ungeklinikken. Scan barnets sundhedskort ved ankomst.

Parkering er gratis, men skal registreres på p-skærme ved Børne- og Ungeklinikken.

Husk bilens registreringsnummer (samtlige bogstaver og tal på nummerpladen).

 

Smertestillende midler

Vi anbefaler anvendelse af smertestillende midler til huden, f.eks. lokalbedøvende creme eller plaster, som kan fås i håndkøb på apoteket. Smertestillende midler skal påføres i god tid, så de når at virke maksimalt. Husk at læse indlægssedlen.

 

Lokalbedøvende plastre

Det er vigtigt at påsætte plastret 1 1/2 time før tiden, I har fået til blodprøvetagning. Forvarm gerne barnets arm, da blodårerne bliver tydeligere under varmepåvirkning. Det anbefales at sætte plaster på begge arme over en synlig blodåre i albuebøjningen.

Da plastret bevirker, at blodårerne trækker sig sammen, er det vigtigt, at plastret fjernes 30 minutter før jeres tid til blodprøvetagning. Plastre fjernes af forældrene. Virkningen af plastrene varer op til 2 timer, efter plastrene er fjernet. I skal derfor ikke bekymre jer ved eventuel forsinkelse.

For korrekt påsætning af plastre, se næste side.

 

Før blodprøvetagning

  • Fortæl dit barn på en rolig og udramatisk måde, at det skal have taget en blodprøve. Fortæl så simpelt og præcist som muligt om, hvad der skal ske. Besvar dit barns spørgsmål og gentag informationen, når barnet spørger til det; det er barnets måde at forberede sig. Blodprøvetagningen kan være smertefuld og/eller angstprovokerende, så vær ærlig, når I forklarer, hvad der skal ske, og at vi og I gør alt for at hjælpe barnet, så det næsten ikke gør ondt.

 

Under blodprøvetagning

  • Vi anbefaler, at du som forælder er med under blodprøvetagningen. Hvis du føler dig ude af stand til dette, anbefaler vi, at du får en anden voksen med god og tæt kontakt til dit barn til at hjælpe. Det er en god idé, at I koncentrerer jer om kontakten med jeres barn i stedet for selve blodprøvetagningen, så barnet føler sig så trygt som muligt. Lad i stedet personalet koncentrere sig om proceduren.

 

  • Mind barnet om de aftaler, I har lavet og fortæl meget gerne personalet om dem, så de kan hjælpe jer med at gennemføre dem.
  • Små børn har ofte glæde af tæt kropskontakt med deres forældre, en sang eller en rolig forsikring om, at det nok skal gå. At kigge på et stykke legetøj, en uro, et billede eller lignende kan også aflede barnets opmærksomhed fra selve blodprøvetagningen.
  • Lidt større børn (børnehavealderen) har ofte glæde af selv at fortælle, så spørg til det, som barnet synes er sjovt for tiden og få barnet til at fortælle om det. Et alternativ kan være brug af iPad. Mange børn vil gerne have medbestemmelse, så lad barnet bestemme, f.eks. om det vil sidde hos dig eller på en stol ved siden af, hvilken farve forbinding der skal på bagefter og lignende.
  • Hvis barnet bliver ked af det og græder, så lade det vide, at det er helt i orden at blive ked af det. Undgå at kritisere, undskylde eller forhandle, mens barnet er i gang med blodprøvetagningen.
  • Bevar roen - kun ved at bevare roen kan du hjælpe dit barn med at komme godt igennem prøvetagningen.

Efter blodprøvetagning

  • Anerkend jeres barn for dets deltagelse - også hvis det var en svær oplevelse.
  • Tal eventuelt om, hvad der gik godt, og hvordan I kan bruge det en anden gang. Og kom så ellers videre og tal om hverdagsemner og ting, som I glæder jer til.

 

 

 

APPFWU02V