Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilRadiologisk AfdelingpilOm afdelingenpilNyhederpilOUH indkalder 82 kvinder til ekstra brystkræftundersøgelse

OUH indkalder 82 kvinder til ekstra brystkræftundersøgelse

En mindre gruppe kvinder har fået tilbudt en undersøgelse på Odense Universitetshospital, der ikke lever fuldt ud op til de faglige retningslinjer. 82 af disse kvinder vil nu blive indkaldt til en ekstra undersøgelse i juni.

Odense Universitetshospital (OUH) indkalder 82 kvinder til en udvidet undersøgelse for brystkræft. Det drejer sig om de såkaldte mastalgi-patienter, der har oplevet distinkte stikkende smerter i brystet.

911 mastalgi-patienter, hvor der ikke er mistanke og kun en mindre risiko for at udvikle brystkræft, har på OUH siden april 2016 fået tilbudt en mindre omfattende undersøgelse bestående af en røntgenundersøgelse af brystet – en såkaldt mammografi.

Patienter med kræft-mistanke har i hele perioden fået større undersøgelse

Alle kvinder, der bliver henvist til OUH med en konkret mistanke om brystkræft, har i hele perioden fået en omfattende kræftundersøgelse. Det drejer sig om en såkaldt klinisk mammografi, der består af tre elementer:

1.     en røntgenundersøgelse af brystet

2.     en klinisk undersøgelse

3.     en ultralydsskanning af brystet.

Det er lægerne på OUH, der har foretaget en faglig vurdering og kommet til konklusionen, at røntgenundersøgelsen var tilstrækkelig i de tilfælde, hvor der ikke var mistanke om kræft.

Usikkerhed i forhold til faglige retningslinjer

På OUH blev man i januar 2019 imidlertid usikker på, om den mindre omfattende undersøgelse var i overensstemmelse med de faglige retningslinjer i Danmark. Derfor besluttede sundhedspersonalet at give en fuld klinisk mammografi til disse kvinder.

Derudover henvendte Region Syddanmark sig 9. april på vegne af OUH til Styrelsen for Patientsikkerhed og spurgte om den mindre omfattende undersøgelse, som man har praktiseret på OUH, var i overensstemmelse med de faglige retningslinjer.

Disse mindre omfattende undersøgelser gælder foruden mastalgi-patienterne også patienter i alderen 40-49 år, der er arveligt disponeret for brystkræft.

OUH vil indkalde 82 kvinder til klinisk mammografi i juni

OUH har fremlagt en handleplan for kvinderne, der er arveligt disponeret for kræft, og disse i alt 299 kvinder bliver allerede nu tilbudt en fuld klinisk mammografi i forbindelse med deres årlige undersøgelse. Denne handleplan er i styrelsens øjne tilfredsstillende.

Ud af de i alt 911 mastalgi-patienter mener styrelsen, at kun dem, der har oplevet distinkte stikkende smerter i brystet, skal indkaldes til en klinisk mammografi. Dette gælder kun kvinder, der er blevet undersøgt inden for de sidste 2 år, og som ikke er blevet undersøgt med en klinisk mammografi i forvejen.

Læs henstillingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed

OUH-direktør Peder Jest oplyser:

”Vil vil naturligvis følge styrelsens anvisninger. Vi har netop afsluttet vores gennemgang ud fra Styrelsen for Patientsikkerheds henstilling og indkalder på den baggrund 82 kvinder til en klinisk mammografi. Alle 82 kvinder vil i løbet af 24. maj være blevet informeret via eboks. Alle 82 kvinder vil få tilbudt en tid til klinisk mammografi i juni måned. Vi er begyndt at sende indkaldelser ud og 27. maj vil alle kvinder have modtaget en indkaldelse. Vi foretager de første undersøgelser 1. juni.”

Intet tyder på, at de berørte kvinder har fået kræft

Peder Jest beklager, at kvinderne ikke fik den fulde undersøgelse i første omgang:

- Jeg vil gerne undskylde over for de patienter, der kan være blevet utrygge ved ikke at have fået en undersøgelse, der stemmer overens med de faglige retningslinjer. Vores specialister har vurderet, at en røntgenundersøgelse af brystet var tilstrækkeligt, men vi skal naturligvis følge retningslinjerne, og derfor har vi nu allerede rettet ind.

Odense Universitetshospital har efter at have gennemgået regionale data ikke kunnet konstatere, at nogen af ovennævnte kvinder siden har fået brystkræft.

På de tre andre sygehuse i Region Syddanmark; Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland og Sydvestjysk Sygehus har man i hele perioden givet fuld klinisk mammografi til de to grupper af kvinder.

Yderligere oplysninger

  • Lægelig direktør Peder Jest, Odense Universitetshospital, Region Syddanmark, telefon 4082 7341
  • Hotline til Radiologisk Afdeling, hvis du er bekymret for din undersøgelse: tlf. 65 41 21 52 (åben alle hverdage fra klokken 8.00 til klokken 15.00)

Siden er sidst opdateret: 03-06-2019 af Odense Universitetshospital.